BYRUM, KUNST OG INTEGRATION – DEL I

Det offentlige rum og integration

Nyindretning af Søndertorv, Vejle
Kunstner: Morten Stræde i samarbejde med Vejle Kommune 2008

Gæsteindlæg af Morten Stræde, professor og billedhugger

De rum vi færdes i sammen og hver for sig, er både kanaler til samfærdslen og konkrete fysiske billeder på samfundet og forestillingerne om det, der er dominerende i tiden. Den dobbelthed er for eksempel tydelig med Hausmanns pariserboulevarder. De hyldes for deres storladne byrum, men de etableredes i sin tid efter pariserkommunen, så man kunne skyde ned langs dem for at holde pøbelen i skak. Et andet eksempel er bebyggelsen i Albertslund udenfor København med dens fokus på adskillelse af hård og blød trafik og dens nære og intime byrum, som var i perfekt samklang med datidens intellektuelle strømninger.

Det er en god ambition, at alle er velkomne  i det offentlige rum, og at ingen må føle sig udenfor. Men betyder det, at rummet ikke må gøre modstand af frygt for, at denne eller hin ikke føler sig velkommen eller tilgodeset? Det er blevet sådan i det civile liv, at mødet mellem mennesker fordrer enighed på forhånd. Derfor må man finde den laveste fællesnævner som ingen ved sine fulde fem kan være uenig i. Honnøreksemplet på denne vattede holdning er den røde plads ved Superkilen på Nørrebro i København. Pladsen propaganderer med sit frisind og sin inkluderende tilgang, men rummet er på en gang svagt kunstnerisk defineret, og alt for tæt programmeret. Resultatet er blevet et monument for de gode viljer henvendt til offentligheden, men ikke til de lokale beboere.

Hvordan bliver vi opmærksomme på vores ståsted i livet, vore holdninger og forestillinger? Er det ved at blive bekræftet, eller ved at blive udfordret? Svaret i de senere år har hver gang været, at det bedst sker, når man bekræftes af ligesindede. Stand-up fyrene starter eksempelvis mange af deres sætninger med “Kender I det?”. Vittigheden bæres af, at vi på forhånd er enige om forståelseshorisonten. Men er det virkelig rigtigt, at vi ikke magter at møde dem, vi ikke nødvandigvis er enige med, og hvis livspraksis vi ikke bryder os om?

Der er ikke meget nyt i at samfundet er polariseret og kontrastrigt. Tænk på tiden omkring første verdenskrig, tænk på 1930erne, tænk på 1970erne eller de forkætrede fattigfirsere. Det nye består i, at polarisering nu opleves som en trussel mod ro og tryghed. Helt op til Berlinmurens fald måtte vi i vesten leve med en global polarisering og en trussel om en forestående katastrofe. Enhver måtte i sig selv finde en måde at leve med den uløselige konflikt. Det kom der ret meget innovation og god kunst ud af.

Dette indlæg blev udgivet i Temaer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>