BYRUM, KUNST OG INTEGRATION – DEL III

Det offentlige rum og integration

Babels Bord, Vollsmose, Odense
Kunstner: Morten Stræde 2000

Gæsteindlæg af Morten Stræde, professor og billedhugger

Vi skal som kunstnere og arkitekter ikke bestemme indholdet af det fælles. Vi skal heller ikke  programmere rummene, så de passer til vores og beslutningstagernes forestillinger. Men vi kan medvirke til at sætte en fysisk ramme så de mulige fællesskaber kan opstå. For min egen del, har jeg forsøgt at åbne de offentlige rum til aktiv medleven fra beboere og andre brugere. Ikke ved at forprogrammere en lang række aktiviteter, selvom det næsten altid er kravet fra bestilleren, men ved at stille en åben og æstetisk skarp situation til rådighed. Et eksempel: I 2000 blev jeg inviteret til at deltage i udstillingen “Skulpturer i Eventyrhaven” i Odense. Udstillingen finder sædvanligvis sted hvert tredje år i haven bagved Skt. Knuds Kirke. I 2000 besluttede arrangørerne at flytte den til forstaden Vollsmose, et område med meget store sociale og etniske problemer. Tanken var blandt andet, at kunsten skulle medvirke til at løfte kvarteret. Kunsten skulle bruges som en trojansk hest for at få rejst en lokal samtale om stedets fremtid og give beboerne et tilhørsforhold til det. Der er omkring 75 forskellige kulturer og sprog i området, og mange af dem har ikke et særligt ord for kunst, så hvordan overhovedet komme i dialog med beboerne?

Der var mange forskellige bud på det fra de deltagende kunstnere. Mit eget bidrag tog afsæt i netop den forestilling, at “Fine Arts” er et vestligt fænomen. Derfor lagde jeg fokus på noget helt andet, nemlig det konkret brugbare. Hvis et objekt er imødekommende i sin funktion, og dertil er kunst, får man muligvis en indgang til det kulturelle og kunstneriske uden at være belærende. Derfor blev mit bidrag til udstillingen et stort bord med siddepladser til mere end en enkelt person, med lys, så man kan mødes omkring bordet dag og nat, og med varme i, så bordet blev et rart sted at opholde sig også på kolde dage. Og så stort at det åbnede til spørgsmålet om, hvorvidt det var et rigtigt bord, eller noget helt andet. Varmedelen blev aldrig udført pga. usikkerhed om hvem, der skulle betale ejendommens deraf følgende ekstra varmeforbrug. Men bordet, som blev kaldt “Babels Bord” med hilsen til områdets mange tungemål, blev udført og opstillet foran et af områdets mest urolige karréer som en åben invitation til at mødes og opholde sig der. Jeg forventede en levetid for skulpturen på omkring en måned, inden den ville være smadret eller overmalet. Den blev øjeblikkeligt taget i brug af stedets unge, og nu 13 år efter er den stadig i brug, og stadig ubemalet.

Dette indlæg blev udgivet i Temaer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>