GANG I PROCESSEN

Gæsteindlæg af billedkunstner Kenneth A Balfelt og visuel antropolog Simone Cecilie Grytter

Ord som borgerinddragelse og brugerinvolvering er blevet buzzwords i alt arbejde vedrørende udvikling af offentlige rum. Det er naturligvis positivt – og en nødvendighed at der lyttes til de mennesker, der faktisk benytter, eller skal benytte, et givent byrum. ‘Inddragelsesproces’ er dog også et begreb der efterhånden dækker rigtig mange former for processer: det kan være alt fra en kort inddragelsesproces med et enkelt borgermøde, hvor borgere og brugere får luft for deres frustrationer og ønsker, til en proces, hvor borgere og brugere er inkluderet i alle aspekter af udformningen af det fysiske resultat.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hos Kenneth Balfelt orienterer os efter den sidstnævnte, radikale inddragelsesmodel. Man kan næsten gå så langt som at sige, at vi tillægger den processuelle udforskning af, hvordan det fysiske resultat skal udformes, højere værdi end det fysiske resultat i sig selv. Det fysiske resultat er naturligvis også centralt, men i højere grad som et symbol på den – ofte forsonende – proces, der har fundet sted.

Men hvad ligger der egentligt i begrebet proces og i idéen om radikal inddragelse? Det vil vi her give et par eksempler på.

I 2010, i forbindelse med metrobyggeriet på Enghave plads, skulle øl-drikkerne, der før holdt til under det store kastanjetræ, have et nyt opholdssted (man kan læse den fulde beskrivelse af projektet her). Kenneth Balfelt gik sammen med Thomas Egholm fra Vesterbro Lokaludvalg, Spektrum Arkitekter, bysociolog Simon Mertner Vind, arkitekt Chalotte Vad og øldrikkerne selv, om at finde dem et nyt sted og igangsætte en proces, der sikrede god stemning fra lokalområdet, samt at designe og bygge opholdsstedet.

Det var essentielt at brugerne var med til at finde stedet og udvikle det. De brugte ikke bare pladsen som så mange andre – pladsen var omdrejningspunkt for hele deres sociale liv, og de havde karakter af superbrugere, fordi de opholdt sig mere på pladsen og derfor kendte den bedre end nogen andre. Det viste sig også at brugerne besad en viden om, hvordan pladsen fungerede, som den faglige gruppe af kunstnere, arkitekter, antropologer aldrig kunne få. I processen blev brugerne altså kvalificerede til at deltage på samme niveau som arkitekten med sin faglighed.

I vores projekter arbejder vi ofte med én eller flere grupper af socialt udsatte. Det er ikke nogen hemmelighed, at socialt udsat igennem mange år har været uønsket i mange offentlige rum, og at man har forsøgt at skubbe dem ud af byrummet i højere grad end at integrere dem deri – en tendens der heldigvis virker aftagende. Hvis vi ikke tager stilling til hvor de socialt udsatte skal være, dukker de måske op steder hvor vi ikke har indtænkt dem – så de skal indtænkes i byrummet, og de skal indtænkes som ligeværdige borgere med de samme rettigheder som alle andre.

I samarbejde med brugerne og lokalområdet fandt vi et nyt sted på Enghave Plads, som brugerne kunne benytte. I udviklingen af det nye opholdssted var det vigtigt, at brugerne også følte et ejerskab til dette sted, på lige fod med det ejerskab de havde følt til opholdsstedet under kastanjetræet. Det tilhørsforhold blev skabt i den radikale inddragelse, der var af brugerne. I Enghave Minipark fik vi alle subjektiviseret os selv ind i parken. Det vil sige, at alle, der har taget del – lige fra kunstner, til arkitekt til øl-drikker – har rørt ved hver en chausses-sten, hver en bolt der har fået locktech-lim,og malet hvert et malerstrøg.

Enghave Minipark er et eksempel på en radikal brugerinddragelse og en proces, der var mulig i præcis dette byrum med præcis denne brugergruppe. Man kan ikke forvente, at borgere og brugere i udviklingen af alle byrum har sammen mulighed, behov eller lyst til at deltage i samme grad. Men dette er netop en af pointerne; processen tager udgangspunkt i det konkrete sted

Et eksempel på udviklingen af et helt andet slags byrum er udviklingen af Folkets Park på Nørrebro. Udviklingen er et samarbejde mellem Kenneth A. Balfelt, bysociolog Simon Mertner Vind, visuel antropolog Simone Grytter, Spektrum Arkitekter og lokale beboere og interessenter. Københavns Kommune (ved Sikker By, Hotspot, Nørrebro Lokaludvalg, Center for Anlæg) er opdragsholder på projektet, der stadig er i gang og forventes afsluttet i sommeren 2014. Derfor kan vi naturligvis endnu ikke vide hvordan det fysiske resultat vil blive modtaget, men vi kan berette om vores erfaringer i den foreløbige proces. I projektet har vi arbejdet med mange forskellige brugergrupper med mange forskellige socioøkonomiske baggrunde – fra brugere af Kirkens Korshærs varmestue, over aktivisterne i Folkets Hus, til de unge mænd der hænger ud i parken, samt børnefamilier og ældre beboere i de omkringliggende lejligheder (m.fl.). Denne meget brede sammensætning af brugere krævede et tilsvarende bredt inddragelsesarbejde – for at kortlægge hvordan hvilke grupper brugte parken, hvorfor parken eventuelt ikke blev brugt, og hvad de enkelte grupper egentlig gik og troede om hinanden. Ikke overraskende eksisterede der mange forudindtagelser og fordomme om, hvorledes de forskellige grupper på pladsen fungerede. Det blev altså meget hurtigt helt centralt, at den proces vi lavede, skulle være konfliktløsende. Udelukkende at skabe et fysisk rum, der lagde op til mødet mellem de forskellige grupper, ville formodentlig ikke løsne op for fordomme og frygt. Det var derfor vigtigt at få borgerne til at mødes med hinanden i udviklingen af parken, i stedet for først at lade dem mødes i den færdige park. Et eksempel fra Folkets Park på det fysiske som symbol på processen, er den bænk der skal bygges. Beboerne og brugerne har været med til at vælge form, materiale, funktion osv. igennem workshops og bygning af prototyper. Når den endelige bænk står klar, vil borgerne kunne se afspejlet i bænken, at der er blevet lyttet til dem og deres behov og hvilke værdier Folkets Park skal indeholde.

I dialogen med brugere og borgere er det ligeledes blevet klart, at der ikke kun er brug for fysiske tiltag, men at der fx også efterlyses sociale tiltag.

Så hvad er opskriften på et velfungerende byrum, der både kan rumme demokrati og integration – ikke kun i teorien, men også i praksis? Vores opskrift er, at der ikke findes én opskrift man slavisk kan følge hver gang for at få et godt resultat. Den løsning, vi arbejder med, er netop accepten af, at der ikke findes én løsning, én bestemt ide, struktur eller model for hvordan man udvikler byrum. Vi arbejder ud fra et værdisæt, der indeholder noget så umoderne og langhåret som kærlighed, respekt, integritet og lokalt ejerskab – og så fokuserer vi på processen frem for det fysiske resultat. Det er det eneste, vi ved på forhånd. Når vi går ind i udviklingen af et nyt byrum, har vi selvfølgelig sat os ind i stedets historie, men tilbageholder vores egne ideer indtil vi er sat grundigt ind i konteksten – herefter lader vi så ideerne opstå sammen med brugerne og med vores faglighed som katalysator.. Nøglen er, at vi ikke skaber ideerne til den fysiske udformning på grundlag af vores egen viden og kendskab, men på baggrund af brugernes viden og kendskab. Arkitekter og andre fagpersoner skal naturligvis bruge deres faglige kompetencer til at sikre, at det fysiske resultat opnår den forventede kvalitet. På denne måde bliver selve den fysiske udformning ikke essentiel, men snarere et symbol på den konfliktløsende proces. 

Når der udvikles offentlige rum, udvikles der også normer for adfærd i det givne rum. Det er derfor helt centralt, at vi, som fagfolk, har for øje hvilke værdier vi indlejrer i rummet.

I vores arbejde mener vi ikke, at velfungerende og demokratiske byrum kun skabes af deres fysiske udformning, men snarere af den radikale inddragelse af brugerne i den proces, der skaber byrum. Det er nu en gang processen, der skaber resultatet.

Dette indlæg blev udgivet i Temaer. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>