NORDTYSKLAND – EN STUDIEREJSE I 2004

Varusschlacht Museum und Park Kalkriese

Varusschlacht Museum und Park Kalkriese, Arkitekter: Anette Gigon and Mike Guyer 2002
Foto: Kristine Jensen, 2004
GPS-koordinater: 52.406202,8.129643

I marts 2004 gennemførte Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue en studietur til Nordtyskland, med en rute fra Hamburg ned over Osnabrück til Duisburg og Düsseldorf. I Hamburg så vi frejdige kulturhuse og ikke så frejdige nye havne­områder. Mængder af kinesisk granit koblet op med europæisk harmonisering og gennemført med ratio­nalitetsfanatisme.

I Osnabrück det teatralske Felix Nussbaummuseum af Daniel Libeskind og Kalkriese­parken af Gigon og Guyer. Ved Rhinen i Duisburg Bernd Langes parkpromenade af hvide spor, mens Duisburg Nord af Peter Latz er et stort park-, kultur- og rekreationsprojekt. Hvor mægtige nedlagte industri­områder gradvist omdannes ved hjælp af plante-‘aku­punktur’. Landskabsarkitekten Latz metode ”design by handling the existing” er en hyperinteressant proces­suel landskabsomlægning, der dirigeres mellem form og formløshed.

I Düsseldorf er byens arealer ført helt frem til Rhinflodens brede bred via bekostelige trafik­omlægninger, og endelig så vi det sarte Insel Hombroich nogle få kilometer uden for byen. I Duisburg Teater hænger Yves Kleins sagte, store og symmetriske udsmykninger fra 1959. Sammlung Grothes Küppers­mühle i en af Herzog og de Meuron ombygget indu­strimølle indeholder en stærk samling af den unge tyske kunst. En række megastore værker af ‘die junge Wilde’ med alle kunstfyrsterne Penck, Luperz, Richter, Baselitz, Polke og Immendorff. Samt betagende stjerne­billeder af Anselm Kiefer, malet med olie og frøkapsler på bly og lærred. Stjernerne refererer til Holocaust. 60 år efter er krigen stadig totalt nærværende i tysk liv, tato­veret ind i hver eneste lillebitte bid af landet, tydeligst i den fysiske bymasse. Kunst og industri har siden mid­ten af 50erne haft en enorm betydning for landets mentalitet og økonomi. Den tunge industri er afviklet i dag, mens pengeomsætningen inden for kunst er den største uden for USA. Tyskland er bilernes land, hvor man laver dem og kører i alt og til alt, i et delta af mo­torveje. Det synes paradoksalt nok at være det mest amerikaniserede af alle Europas lande. En hybrid mellem gennemført rå modernitet og vemodig Heimat.

Dette er uddrag af en artikel bragt i det nordiske tidsskrift LANDSKAB 06/05.
 
Læs hele artiklen HER
Download studietursprogram HER

Dette indlæg blev udgivet i Anbefalinger. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>